NLC – Lysende natskyer

Lysende natskyer (Noctilucent clouds – NLC)  minder om tynde cirrusskyer, men normalt med en blålig, sølvskinnende eller nogle gange rød-orange farve.

Lysende natskyer består overvejende af frossent vand og befinder sig helt oppe i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet. De er dermed de højestliggende skyer i atmosfæren. De ser ud som om de lyser, fordi Solen skinner på dem fra sin position under horisonten. Skyerne ligger altså så højt, at vi – hvis vi sad på en af dem – fortsat kunne se Solen.

Er skyerne på himlen, ses de bedst en time eller to efter solnedgang eller før solopgang; når Solen er mellem 5 og 13° under horisonten og vejret er klart. Skyerne kan ses uden kikkert.

Er Solen endnu ikke kommet 5° under horisonten, så er resten af himlen generelt for lys, og skyerne bliver overstrålet. Er Solen mere end 13° under horisonten, så ligger også de høje skyer i Jordens skygge og ‘lyser’ naturligvis ikke længere.

Lukket for kommentarer.