En stjernetåge består af interstellart støv eller gas. En stjernetåge kan f.eks. være resterne efter en supernova-eksplosion, men bliver også udsendt af almindelige stjerner ved slutningen af deres livscyklus. Materialet til tågerne har altid været der i den forstand, at det tidlige univers var fyldt med brint- og helium-atomer, der blev skabt i big bang. Efterhånden trak atomerne sig sammen som følge af deres indbyrdes tyngdekraft og dannede tåger. Stjernetågerne fungerer i dag både som vugge og kiste for stjerner. Når gas og støv i tågerne trækker sig sammen, kan der opstå nye stjerner, og de fleste stjernetåger, man kender, er hjemsteder for massiv stjernedannelse. Samtidig bliver stjerner igen til gas, når de har nået slutningen af deres liv og eksploderer som supernovaer. Tågerne er nu beriget med de tunge grundstoffer, som er dannet i stjernernes indre.
Stjernetåger opdeles normalt i tre typer: Lysende tåger udsender deres eget lys, som de får energi til fra lysstærke stjerner i nabolaget. Refleksions-tåger spejler, som navnet siger, lyset, mens mørke tåger absorberer det. De sidstnævnte kan vi derfor kun påvise, hvis de befinder sig foran en lyskilde og spærrer for lyset, så kilden fremtræder som silhuet. Fysisk set er der ingen større forskel på de tre typer. Klassifikationen har mest at gøre med den måde, som astronomerne tilfældigvis observerer stjernetågerne på her fra Jorden.
